Caféen i Skårup Kultur og Idrætscenter var fyldt til randen torsdag aften den 24. oktober, da Skårup Lokalråd havde inviteret til fællesspisning og afstemning om projekter til Borgerbudgettet. Der var i alt kr. 271.500 til uddeling, men der var kommet 9 ansøgninger til et samlet beløb på knap en halv million, så der var rift om pengene.

Aftenen startede med en velsmagende omgang chilli con carne, som Skårup Lokalråd havde sponsoreret og var værter for. Mens folk spiste, blev de forskellige projekter præsenteret af de engagerede folk der stod bag. Det gav anledning til spørgsmål, gode råd og en masse klapsalver. Her på billedet er det Keramik Amatører Omkring Skårup (K.A.O.S.) der præsenterer deres ansøgning om indkøb af udstyr til deres nye keramikværksted på Skårup Skole.

Da alle projekterne var blevet præsenteret, var det tid til at skride til den officielle valghandling. Alle der var tilstede i caféen – ung som gammel – fik udleveret tre farvestrålende klistermærkater, som de kunne sætte på deres yndlingsprojekter. Og der var trængsel om afstemningsbordet, som kan ses på billedet her.

Og så blev det tid til at tælle stemmerne op. Det var Allan, Bente, Jan og Jacob fra Lokalrådet der havde fået det ærefulde hverv at tælle de i alt 310 stemmer, der var blevet afgivet.

Og vinderne af Skårups Borgerbudget 2024 blev:

  1. Folk & Fæ, der vil lave en bog om Skårups historie der skal uddeles til alle husstande i byen, var det projekt, der fik flest stemmer, og de fik kr. 88.000 til deres projekt.
  2. Skårup Pensionisthus kom på en flot anden plads, og fik kr. 40.000 til indvendig maling af Pensionisthuset.
  3. Skårup Håndbold kom på tredjepladsen, og fik kr. 17.600 til at sende deres unge spillere til stævner.
  4. Keramik Amatører Omkring Skårup (K.A.O.S.) fik kr. 23.799 til materialer og udstyr til deres keramikværksted.
  5. Skårups Bæredygtige Energifællesskab fik kr. 60.000 til at skabe synlighed og dialog om energifællesskabet.
  6. Tweenklubben fik kr. 11.500 til at holde en fødselsdagsfest for klubben i maj 2025.
  7. Åbyskov Forsamlingshus fik kr. 1.395 til indkøb af en kørestolsrampe til forsamlingshuset.
  8. Kunstgruppen Skårup fik kr. 17.483 til opsætning af nye udstillingsmontre
  9. Skårup Kultur og Idrætscenter fik kr. 11.723 til ny legeplads.

Så der blev heldigvis mulighed for at tilgodese alle de ansøgte projekter, og det skabte glæde hos ansøgerne. Nu glæder vi os til at se alle de gode projekter blive ført ud i livet.

Lokalrådet takker for den gode stemning og det flotte fremmøde, som vidner om alle de gode initiativer og kræfter der bor i vores lokalområde.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *